Sådan ser du, om forbindelsen til et websted er sikker

Knappen Identitet for websted gør det muligt at få flere oplysninger om et websted. Du kan nemt se, om forbindelsen til webstedet er krypteret, om webstedet er bekræftet, og hvis det er tilfældet, hvem der står bag webstedet, og hvem der har bekræftet det. Det kan hjælpe dig med at undgå svindelwebsteder, som prøver at lokke dig til at afgive personlige oplysninger.

Knappen Identitet for websted findes i adresselinjen til venstre for webstedets adresse.

Site Identity Block 14 - Win Site Identity Block - Mac Site Identity Block 14 - Lin

Knappen Identitet for websted skifter udseende for at illustrere sikkerheden. Den kan vise en grå globus, en advarselstrekant, en grå hængelås eller en grøn hængelås. Klikker du på knappen, vil du få vist oplysninger om sikkerhedsniveau og information om webstedet.

Identity Icons 14

Identity Icons Fx23

Grå globus

En grå globus betyder:

  • Webstedet tilbyder ikke oplysninger om identitet.
  • Forbindelsen mellem webstedet og Firefox er ikke krypteret eller kun delvis krypteret, og den bør ikke betragtes som værende sikker mod aflytning.

MozillaDanmark - Gray globe

De fleste websteder vil have en grå globus, fordi de ikke sender eller modtager følsomme oplysninger, og de derfor ikke behøver en krypteret forbindelse og en bekræftet identitet.

Bemærk: Du bør ikke indtaste og sende følsomme oplysninger, såsom bankoplysninger, kreditkortnumre, personnummer osv, hvis knappen Identitet for websted er en grå globus.

Grå advarselstrekant

En grå advarselstrekant betyder:

  • Webstedet tilbyder ikke oplysninger om identitet.
  • Forbindelsen mellem webstedet og Firefox er kun delvis krypteret, men ikke-krypteret indhold er blevet blokeret, så forbindelsen kan betragtes som værende sikker mod aflytning.

Til venstre for den grå advarselstrekant vises et gråt skjold som tegn på, at noget af websidens indhold er blevet blokeret af sikkerhedshensyn. Klikker du på skjoldet, kan du vælge at fortsætte med blokeringen, hvorefter skjoldet forsvinder. Forbindelsen kan stadig betragtes som værende sikker mod aflytning.

Vælger du i stedet at stoppe blokeringen efter et klik på skjoldet, bliver advarselstrekanten orange, og skjoldet forsvinder. Forbindelsen kan ikke betragtes som værende sikker, læs mere i næste afsnit.

Orange advarselstrekant

En orange advarselstrekant betyder:

  • Webstedet tilbyder ikke oplysninger om identitet.
  • Forbindelsen mellem webstedet og Firefox er kun delvis krypteret, og den bør ikke betragtes som værende sikker mod aflytning.

itunes - Orange warning triangle - Win

Den orange advarselstrekant vises kun, hvis websiden har blandet indhold, altså både krypteret og ikke-krypteret indhold, og hvis du har valgt at stoppe blokeringen af det ikke-krypterede indhold. Se ovenfor.

Problemet med blandet indhold er, at du ikke kan vide, hvilke dele af siden der er sikret med kryptering, og hvilke dele der ikke er. Læs mere om risikoen.

Hvis du genindlæser siden, vil det usikre indhold atter blive blokeret, knappen Identitet for websted ændres fra den orange advarselstrekant til en grå advarselstrekant, og du får atter vist blokeringsskjoldet til venstre for knappen.

Bemærk: Du bør ikke indtaste og sende følsomme oplysninger, såsom bankoplysninger, kreditkortnumre, personnummer osv, hvis knappen Identitet for websted er en orange advarselstrekant.

Grå hængelås

En grå hængelås betyder:

  • Webstedets adresse er bekræftet.
  • Forbindelsen mellem Firefox og webstedet er krypteret, så det ikke er muligt at aflytte den.

borger.dk - gray padlock

Webstedets adresse bekræftes af en godkendt certifikatudsteder, det kan fx være VeriSign, Google Inc. eller GlobalSign. Forbindelsen er desuden krypteret med SSL-kryptering, så i stedet for at bruge protokollen HTTP bruges HTTPS. Besøger du https://borger.dk, vil du få vist en grå hængelås. Klikker du på hængelåsen, vises en meddelelse om, at GlobalSign bekræfter, at du er på webstedet borger.dk og ikke på et svindelwebsted. Meddelelsen fortæller også, at forbindelsen er krypteret, så uvedkommende ikke kan aflytte forbindelsen og på den måde stjæle dit login og oplysninger, som du indtaster på siden.

Bemærk dog, at webstedets ejer ikke er blevet bekræftet. Du kan altså ikke se, hvem der står bag borger.dk. Det eneste, du kan være sikker på er, at forbindelsen er krypteret, og at du er på webstedet borger.dk og ikke et svindelwebsted.

Grøn hængelås

En grøn hængelås betyder:

  • Webstedets adresse er bekræftet og lige så dets ejerskab.
  • Forbindelsen mellem Firefox og webstedet er krypteret, så det ikke er muligt at aflytte den.

Skat tastselv - green padlock

En grøn hængelås betyder, at både webstedet og dets ejer er bekræftet. Det sker ved hjælp af certifikatet Extended Validation (EV). Et EV-certifikat kræver en grundig bekræftelsesproces af ejeren af webstedet. Den grå hængelås fortæller, at forbindelsen er sikker, og at der ikke er tale om et svindelwebsted. Den grønne hængelås bekræfter også at ejerene er den, de påstår at være.

Skat.dk har fået et EV-certifikat til sine tastselv-sider. Du får altså vist en grøn hængelås, når du besøger https://www.tastselv.skat.dk, og samtidig vises ejerens navn til højre for hængelåsen. I dette tilfælde Skatteministeriet. Klikker du på den grønne hængelås, kan du se, at skat.dk er bekræftet af VeriSign, at webstedet ejes af Skatteministeriet, og at forbindelsen er krypteret.



Del denne artikel: http://mzl.la/MDvkxK

Hjalp denne artikel? Vent venligst...

Disse udemærkede personer hjalp med at skrive denne artikel: Joergen, KimLudvigsen. Du kan også hjælpe - find ud af hvordan.